Julie Bitsch

1/8

Monumentalt Mellemrum 1:1

Julie Bitsch arbejder i rummet mellem moderne perfomancekunst og klassisk billedkunst. Værket til Skovsnogen bærer titlen Monumentalt Mellemrum 1:1 og henviser til den tids-rummelige forskydning, der karakteriserer produktionen af et kunstværk.
I dette tilfælde er værket handlingen selv: Julie Bitsch har malet varm voks på et træ i skoven, den størknede skal er blevet støbt i bronze, aftryk af træet på den ene side penselstrøgene på den anden, men begge med ’handlingen’ som akse. Værket forener også en række forskellige konkrete fysiske materialer af forskellig levetid – voks, træ, stearin, bronze, beton – med de mere abstrakte og flygtige, men ikke mindre virkelige fænomener som tid, tanke, handling og historie.

 

related projects

1/8

Spor i bronze

Af Carl Martin Faurby

 

Julie Bitsch lader sig rive med af sine materialer. Fra værk til værk lader hun bronze, porcelæn, hår, negle og tyggegummi m.m., tale til hende gennem hendes hænder, op ad armene og ind i kroppen - op til hjernen og ud igen – videre.

 

Julie Bitsch blev færdig fra kunstakademiet i 2010, med installationen 1:1. I et af Charlottenborgs høje rum kunne man gå blandt meterhøje gipsafstøbninger af rummets vægge, en kavalet, og på den, en fallisk skulptur lavet af tyggegummi. I hjørnet stod en bronzeafstøbning af en siddende kvindes ben og mave, som mest af alt virkede som skallen efter et menneske. Og sådan virker mange af Bitsches værker; som en forstenet skal efter et menneskes tilstedeværelse og handlinger. Derfor rummer hendes skulpturer også et performativt element. Eksempelvis ovennævnte bronzeskulptur, Situations bronze, der opstod som resultatet af at Bitsch selv havde påført sin krop voks, indtil hun ikke kunne holde ud at sidde i stillingen længere, og måtte vride sig fri. Den skulptur der nu står tilbage er rug, metallisk og umiddelbart hul. Den står i modsætning til de klassiske skulpturer, der gennem årtusinder har illuderet et menneskes tilstedeværelse, ved at efterligne kød, hud og positurer. Med Bitschs skulptur står man derimod overfor fraværet af et menneske. Et menneske der har vredet sig fri og bevæget sig videre. Det eneste der er tilbage, er en afstøbning af det rum, der engang omgav personen. En uhåndgribelig, men nærværende situation, foreviget med bronzens uforgængelige egenskaber.

 

Det er helt anderledes med fallossen. Den består af spraglede stykker tygget tyggegummi med bidemærker, som virker underligt syntetisk og intimkropslig på samme tid. Mens man ser på den er der et sammenfald af associationer: tyggegummiets koblinger til det orale, fallossens hypersymbolske karakter og kavaletten - skulpturens oprindelige plint.

 

Selvom hendes skulpturer er rige på symboler og tegn, er det vanskeligt at konkretisere, hvor de peger hen. Fallossen opstod eksempelvis gennem en proces, der tilfører værket en masse betydning, men som ikke er en eksplicit del af værket. Den opstod nærmest som en spontan og ubevidst skulptur, da de mange tyggegummistykker, Bitsch har for vane at tygge, mens hun arbejder ved kavaletten, blev kasseret i en bunke oven på hinanden. Lidt efter lidt voksede skulpturen frem som en humoristisk overspringshandling til det, hun egentlig skulle lave. På udstillingen Roomservice på Gammelgaard i 2011 udstillede Bitsch en anden tyggegummiskulptur, men denne gang med et klart koncept om at skabe en social modellering, eller sagt med andre ord, en materialisering af en situation. Udgangspunktet for værket var en diskussion, som Bitsch havde inviteret til, hvor deltagerne tyggede tyggegummi, mens de talte. I løbet af diskussionen blev tyggegummiet samlet i en bunke og formet til en hjerne. Det gælder dog for både hjernen og fallossen at objekterne taler for sig selv, i stedet for gennem informationen om baggrunden for dem.

 

På den måde oscillerer Bitschs skulpturer mellem at være tegn og objekter. De er rester efter noget, der er sket og relationer mellem mennesker, mens de bliver præsenteret som objekter i egen ret. Det er næsten som hun binder menneskets flygtighed i materialerne.

 

Forholdet mellem flygtighed og konstans er et centralt element i Bitschs praksis. Objekter og afstøbninger fra tidligere værker tages med i nye udstillingsprojekter og genopstår i nye kontekster, i samspil med nye værker, som hun skaber specifikt til udstillingerne. Derfor indgår Bitschs værker i en intim relation med sine omgivelser. De spejler sine omgivelser i et 1:1 forhold, ikke ved at være det samme, men ved at være en relation. Dette kommer måske tydeligst til udtryk i hendes store gipsafstøbninger af væggene i de rum, hvor hun udstiller. I Bitschs værker kommer uhåndgribelige og usynlige spor til syne, og bliver til afstøbninger af det rum, der er mellem os og væggene.