BGK elever 2008

1/9

Halloween

related projects

Lanterne Jack (Jack O’Lantern) Ingrid Hvass okt. 2008
efter forskellige kilder.
 
 
Det var Jack. Han var en ung knægt, og han elskede at drille og lave narrestreger.
En aften mødte han Djævelen, og han fristede Jack; det gik så vidt at Jack fik Djævelen til at forvandle sig til en mønt. Jack puttede mønten i lommen, og der måtte Djævelen ligge i flere dage, fordi Jack nægtede at tage mønten op igen, før Djævelen havde lovet at lade ham være i fred. Det ville Djævelen ikke love, men Jack kunne alligevel ikke lade være med at tage mønten op af lommen – og så var Djævelen på banen igen.
En anden gang fik Jack Djævelen til at kravle op i et træ for at plukke et æble til ham. Da Djævlen var helt oppe i træet, skar Jack et kors i træets stamme, og så turde Djævelen ikke klatre ned igen; han var bange for korset. Og Djævelen blev siddende i det træ i tre dage. Da lavede Jack en aftale med Djævelen: hvis Djævelen lovede aldrig mere at friste ham, så ville Jack lade ham komme ned. Det lovede Djævelen.
Djævelen fristede ikke Jack igen, men han glemte ham heller ikke. Der gik mange år, og en aften satte Djævelen sig i skoven og ventede på Jack.
Jack kom gående hjem fra arbejde – han arbejdede på en stor gård der lå udenfor byen. Det var en mørk og kold aften sidst i oktober, det stormede og det plaskregnede. Jack gik på grusvejen igennem skoven. Han gik med en roe i favnen. Han havde skåret toppen af roen, og nu gik han og udhulede roen med sin kniv og spiste de stykker han skar af. Inde i skovbrynet sad Djævelen på lur, og da Jack gik forbi ham, kastede han et stykke brændende kul ned i Jacks roe. Jack pustede og pustede, men fordi det var Djævelens kul, kunne han ikke puste ilden ud. Og Djævelen sagde: "Jack, det er din straf for at narre mig – fra nu af og altid skal du vandre verden rundt, gennem mørke og kulde, med din lanterne der lyser med mit kul. Og folk vil alle steder kalde dig Lanterne Jack".

1/19